Forside  Motorvejskort  Motorvejen
Entreprenør kort
Artikler
Oversigtskort
Ekspropriationer
Fauna Flora Arkæologi Kontakt


Overskuede ikke at blive hjemløse

 

De i folkedansekredse så kendte Tove og Ivan Pedersen kunne have siddet til leje på Kalsgaardvej 13, Mejrup, Holstebro i dag, men de overskuede ikke at skulle afskrive deres bopæl, da ekspropriationskommissionen for et par måneder siden havde varslet ekspropriation til fordel for Holstebromotorvejen
Tekst og foto Frede Rosenberg.

De købte ejendommen, Damtoft, i 1983 for 675.000 kroner, og de senere år har de ofret cirka 1/2 mio. på renovering af hovedsageligt stuehuset inde. Damtoft har tidligere været et trelænget husmandssted på vel 25 tdr. land, skyder Ivan på. Da de overtog ejendommen var grunden på ”kun” 5000 kvadratmeter som i dag. Stuehuset med tilbygning er på 175 kvadratmeter, og hertil kommer et brændeskur og et hønsehus af noget ældre dato.

-Vi er bare faldet så godt til her, at vi slet ikke kunne overskue at skulle give afkald på det hele nu, hvorfor vi bad om og fik henstand til foråret 2015. Man skal igennem en helt psykisk proces for sådan uden videre at skulle sige farvel. Nu får vi også mere tid til at rydde op og finde et nyt sted at bo. Vi er ude efter et hus med frit udsyn som her. Og den nye bopæl kan vel blive i Mejrup, som en dejlig landsby med det hele -, siger de og tilføjer, at de nok hverken får høns eller flagstang det nye sted. 


Tove og Ivan vil få svært ved at undvære deres dejlige udestue.

Folkedanse vennerne

Tove og Ivan har ingen børn, som de skal dele sorgen med over tabet af Damtoft. Men de siger, at det er en trøst, at de fortsat har folkedansen at gå op i - og ikke mindst har de fået en stor bekendtskabskreds både herhjemme og i udlandet qua folkedansen. Til den hører en familie i Holstebro Kommunes tidligere venskabsby Oxelösund.

Tove har nydt at danse helt fra barnsben. Hun har været leder over mange år og er fortsat leder for et ældrehold, som hun også foretager rejser til udlandet sammen med. Næste tur går til Malaysia. Med et smil fortæller de, at Ivan mange gange har været Toves ”prøveklud”, når trin skulle forklares eller indøves. Ivan var i 12 år formand for Holstebro Folkedanserforening, hvor han afløste Arne Bech.

Mens de viser rundt i den store have med de mange planter, kan der spores en vis vemodighed.

- Men folk, der ikke får hele deres ejendom eksproprieret, må leve tilbage med og på de rester, som motorvejen levner. Dem har vi ondt af, de er meget dårligere stillet end os -, siger Tove og Ivan.


Damtoft knejser endnu stolt ud mellem havens store træer.

 



Foto fra Damtoft


Med stuehuset i baggrunden
har Tove og Ivan især altid været glade for deres storslåede udsigt -
om år kigger de blot ud af en bilrude.
 


Damtoft, som her ses på et foto fra omkring år 1955,
 var tidligere et husmandssted på vel cirka 25 tdr. land
 


Damtoft januar 2015



Damtoft julen 2014
 

Efterskrift. april 2018

Tove og Ivan Pedersen fandt ikke en bopæl i Mejrup - som de havde gået og talt om - efter ekspropriationen den 8. april 2015, men de faldt for en meget velholdt villa, der var lige til at flytte ind i på Poppelalle’ nr. 2 i Holstebro.

Meget tilfreds med afgørelsen

Begge fortæller, at de har grund til at være tilfreds med hele kommissionens behandling af ekspropriationen.

Kommissionsformanden, Mette Plejdrup, var meget kontant og samtidigt gjorde hun meget ud af at sætte dem ind i, hvordan kommissionen var kommet frem til at give dem 2 mio. i samlet erstatning for deres ejendom på Kalsgaardsvej 13.

Tove og Ivan siger, at de selv havde en lidt større sum i hovedet, men kommissionen var helt afvisende med hensyn til at afvige fra deres udspil.

-Og nu bagefter er vi klar over, at vi skal være tilfredse. Havde vi skullet sælge ejendommen i fri handel, havde vi næppe fået mere end 1,5 mio.

-Men erstatningsbeløbet slog ikke helt til, da vi skulle købe villaen på Poppelalle’. Her måtte vi af med 2.25 mio. Så skal tilføjes, at villa var lige til at overtage og i en meget fin stand.

-Vi mangler den herlige udsigt, vi havde fra boligen på Kalsgaardsvej. Men her fik vi en flot villa med en aldeles pragtfuld udestue på 35 kvm. Og det var nok den, der gjorde, at vi besluttede os til at blive byboere-, siger Ivan og Tove.

 

En smule vemod

Begge giver udtryk for, at det var med lidt vemod, at de skulle forlade deres hjem efter 33 år. Og som Tove siger, så var det værste, at nogen pludselig kom og forlangte, at de skulle flytte. Ligeledes gjorte det et stærkt indtryk, at vejdirektoratets folk pludselig en dag gik og skrabte malingen af vinduerne - åbenbart med henblik på at undersøge, om der var tale om miljøfarlige materialer.

Et punktum for deres drømme om huset derude på landet forsvandt næsten helt, da Tove under et besøg på stedet - efter at de 1. oktober 2015 var flyttet ind i deres nye hjem – mødte en gravko i sving på gårdspladsen.

I dag har Ivan fået et medarbejder job hver fredag eftermiddag på Kirkens Korshærs Genbrugsbutik op Gartnerivej i Holstebro. Og Tove har fortsat sit virke med seniordans i hendes et og alt Folkedansehuset. Foruden dansen arrangerer hun mange tur for deltagerne. 

 


Ivan og Tove fik i stedet for den manglende landudsigt en dejlig stor udestue med et par næsten uflyttelige palmer,
som de ”forlangte” skulle blive stående, da den tidligere ejer flyttede. Foto: Frede Rosenberg
 
Kopiering uden kildeangivelse ikke tilladt.          Copyright: Holstebro Lokalhistoriske Klub. - cvr. 35690638 -     Webmaster: t@fleng.net