Forside  Motorvejskort  Motorvejen
Entreprenør kort
Artikler
Oversigtskort
Ekspropriationer
Fauna Flora Arkæologi Kontakt

Vejdirektoratet indgår kontrakt på

to store landskabsbroer på Holstebromotorvejen.
Kilde: Vejdirektoratet

 
 

Vejdirektoratet har nu skrevet kontrakt med de to entreprenører, der skal bygge de to store landskabsbroer ved Tvis Å og Storå i Holstebro Kommune.

Holstebromotorvejen går igennem et følsomt naturområde med et rigt dyreliv nordøst for Holstebro. Og for at tage de rette hensyn til dyrelivet, naturen og landskabet i området har Vejdirektoratet projekteret to store såkaldte landskabsbroer ved Tvis Å og Storåen, der sørger for at dyr og natur i området bliver generet så lidt som muligt af den kommende motorvej.

Det bliver Aarsleff A/S, der skal bygge broen ved Tvis Å og Jorton A/S, der skal bygge broen ved Storå og broen ved Hodsagervej. Vejdirektoratet har nu kontrakt med de to entreprenørselskaber.

Markante broer i landskabet Projektleder Janie Winther Ipsen er glad for at kontrakterne er i hus og ser frem til at broerne vil tage form i landskabet:

"Det er to markante byggerier, som vi nu har fundet entreprenører til. Broerne er rigtigt godt eksempel på de hensyn, som vi tager til omgivelserne, når Vejdirektoratet bygger en motorvej," siger hun.

Broerne tager hensyn til at det unikke landskab i ådalene og er designet til at dyrelivet, som fx hjorte og andre dyr, uforstyrret kan passere under motorvejen. Samtidig skal entreprenørerne bygge broerne på en meget skånsom måde, så selve byggeriet af dem laver så få skader på naturen omkring åerne.

"Broerne giver på den lange bane dyrelivet og naturen mulighed for at leve så uforstyrret som muligt, når vejen er færdig. Men vi stiller også store krav til selve byggeriet af broerne, hvor entreprenørerne skal tage hensyn, når de bygger," fortæller Janie Winther Ipsen.

Broerne har været udbudt som totalentrepriser, og det betyder, at entreprenøren selv skal stå for den endelige projektering af broerne. Samtidig skal de etablere byggepladserne ved brostederne, så den første tid går med det arbejde.

Broerne bliver flotte Det åbne landskab omkring Storå betyder, at en bro vil blive meget synlig i landskabet. Derfor har selve den æstetiske udformning af broen været vigtig for Vejdirektoratet i valg af entreprenør.

Det valgte forslag ved Storå er derfor en to-delt betonbro, der tillader ekstra lys at komme ned i ådalen, hvilket giver gode forhold for plante- og dyrelivet omkring åen. Broen har et let udtryk med et særligt slankt brodæk og runde søjler placeret dybt inde under hver brobane, hvilket får broen til at fremstå som lette linjer i landskabet, der lader Holstebromotorvejen svæve udover ådalen.

Tvis Å skal bygges henover et meget følsomt og værdifuldt naturområde med mange dyr og planter. Her er blandt andet en særlig værdifuld en eng med orkideer. Midt i området findes også en såkaldt hængesæk, som er et flydende plantedække af sammenfiltrede rødder på et tørvelag af flere meters tykkelse. Entreprenøren skal tage særlige hensyn til hængesækken under byggeriet.

Men inden selve byggeriet af broen ved Storå begynder, skal der laves en større brinksikring af åen. Årsagen er, at vandmængden i åen gør, at den med tiden flytter sig. Når åen flytter sit forløb, så kan fundamenterne til broen blive skyllet væk, og det skal altså forhindres med en brinksikring.

Arbejdet med brinksikring af Storåen startes op allerede her i juni måned og bagefter skal dette også ske ved Savstrup Å. Arbejdet udføres af det lokale entreprenørfirma Markussen I/S.

Arkil i gang mellem Tvis og Aulum Samtidig med at der fundet entreprenører til de to landskabsbroer, så har Arkil været i fuld sving med at projektere motorvejen og broerne færdige på strækningen mellem Tvis og Aulum.

Arbejdet udføres som en såkaldt kombineret totalentreprise. Det betyder, at Arkil først skal projektere de otte broer, de syv faunapassager og selve vejen helt færdig. Bagefter skal det hele så bygges.

Entreprenøren begynder ved Herningvej syd for Tvis, hvor der skal bygges et fuldt tilslutningsanlæg til motorvejen. Men det første arbejde bliver at etablere en midlertidig vej uden om byggepladsen, forklarer Janie Winther Ipsen:

"Vi har valgt at bygge en helt ny vej, hvor der kan køres 50 km/t, uden om byggepladsen til trafikken på Herningvej. Det er bedre for os, da entreprenøren får arbejdsro, og det er meget bedre for trafikanterne, der på den måde bliver meget lidt påvirket af arbejdet," siger hun. Vejdirektoratet forventer, at entreprenøren er klar til at flyttet trafikken over på den midlertidige vej umiddelbart efter sommerferien. Fakta om broerne: Broen over Storå. Længde ca. 290 meter. Broen over Tvis Å. længde ca. 225 meter. Samlet pris for de to broer er ca. 170 millioner kroner.


:Broen over Storåen tager både hensyn til dyrelivet, men også til det unikke landskab øst for Holstebro.


Tvis å broen udført af Aarsleff a/s. Foto Ejgil Basselbjerg

Fakta: Hvad er en hængesæk? En hængesæk er en ualmindelig naturtype i Danmark med stor sårbarhed og en række sjældne og stærkt specialiserede plantearter tilknyttet sig. Hængesækken er afhængig af den fugtighed der findes i området i dag. Derfor skal Tvis Å blive liggende i sit nuværende forløb, så fugtigheden og hængesækkens udbredelse bevares. For at bevare hængesækken er der stillet særlige krav til entreprenøren under byggeriet. Der skal endvidere bygges en træbro til kørsel med maskiner over hængesækken, så særlige tekniske løsninger kommer sandsynligvis i brug.

Kopiering uden kildeangivelse ikke tilladt.          Copyright: Holstebro Lokalhistoriske Klub. - cvr. 35690638 -     Webmaster: t@fleng.net