Forside  Motorvejskort Motorvejen
Entreprenør kort
Artikler
Oversigtskort
Ekspropriationer
Fauna Flora Arkæologi Kontakt

 
Lille Munktoft
Mosebyvej 38

 

Kommissarius Mette Plejdrup Nielsen var som formand for Ekspropriationskommissionen på besøg i Mejrup i torsdags, hvorunder formentlig de sidste to hel-ejendomme blev eksproprieret i Holstebro kommune for at give plads til den kommende Holstebromotorvejen.
Af Frede Rosenberg

Lille Munktoft. Mosebyvej 38.
Det er denne herlige ejendom med skotsk højlandskvæg lige uden for det topmoderne stuehus, som Gitte og Per Toft snart er tvunget til at afstå. Foto: Frede Rosenberg

Gitte og Per Toft, Mosebyvej 38 var de første, der tog imod kommissionen og de tilknyttede embedsmænd - i alt 11 personer i næsten ligeså mange biler.

Efter en grundig gennemgang af hele ejendommen fik de efter næsten to timers forløb bekræftet, at hele ejendommen eksproprieres med afståelse den 1. december i år.

Per overtog ejendommen for 11 år siden, da den var på tvangsauktion.

Efter en omfattende renovation af stuehuset, der er på i alt cirka 300 kvadratmeter, har familien fået en meget smuk og fuldt moderne bolig med et kæmpepanoramavindue i den udnyttede loftsetage. Bare er der den hage ved det, at det samtidigt er første parket til den kommende motorvej på cirka 110 meters afstand.


Ældre foto af Lille Munktoft.


Mosebyvej 38.

 

Her kommer motorvejen , Den røde markeringspæl viser midten af motorvejen. Bagvej træerne i midten ligger Lille Munktoft.
 

Til ejendommen hører endvidere udbygninger også på i alt cirka 300 kvadratmeter, og hele herligheden er omkranset af høje træer på den cirka 30.000 kvadratmeter store grund, hvor der går skotsk højlandskvæg.

Per Toft siger, at det ikke kom overraskende for dem, at hele ejendommen skal eksproprieres, for allerede under besigtigelsen for flere måned siden, gjorde han kommissarius opmærksom på, at det er deres ønske, nu da motorvejen kommer så tæt på deres stuehus.

Han ønsker ikke erstatningssummen offentliggjort.

”Nu har vi fået den mest overskuelige løsning i forhold til, at vi blev boende og skulle til at sælge privat om en fire år. Godt nok kunne vi så regne med en erstatningssum, men svarer den mon til den mindre pris, vi kunne få for ejendommen”.

”Planen er nu, at vi nok vil blive boende til leje en tid og ser tiden an. Vi skal have       omsat dyrene, og vi vil overveje at finde noget andet på landet, eller om vi skal flytte ind til byen, hvor jeg har min forretning Autocentret Biludlejning på Fabersvej. Men det er helt sikkert, at det er med vemod, vi drager herfra, hvor vi har lagt vores sjæl over mange år”, siger Per Toft.


Skotsk højlandskvæg som er en af Per Tofts interesser.
 Foto: Frede Rosenberg

Kopiering uden kildeangivelse ikke tilladt.          Copyright: Holstebro Lokalhistoriske Klub. - cvr. 35690638 -     Webmaster: t@fleng.net