Forside  Motorvejskort  Motorvejen
Entreprenør kort
Artikler
Oversigtskort
Ekspropriationer
Fauna Flora Arkæologi Kontakt

Tilfreds direktør hos Nupark
 
 

Udviklingspark Nupark, Holstebro er næsten i hus, hvad forbindelsen til Holstebromotorvejen angår. Og mon ikke Nupark til den tid kan bryste sig med at være den erhvervsvirksomhed i Danmark, der har den nemmeste og korteste forbindelse til en motorvej.

Af Frede Rosenberg

Officielt skal motorvejen være færdig i 2018, men forinden, skriver Vejdirektoratet, bliver flere del-strækninger taget i brug. Det gælder stykket fra Hjemvej til Struer Landevej og stykket fra Mozartvej til Vilhelmsborgvej, som bliver færdig i dette efterår.

For godt tre år siden, da Holstebromotorvejen kun var på papiret, blev direktør Peter Petersen spurgt om fremtidsudsigterne for Nupark med en motorvej til Holstebro.

Han var den gang fuld af optimisme. Og den er ikke forsvundet, nu da han kan se, at Vejdirektoratet allerede om måneds tid åbner den første del-strækning lige syd for Nupark, siger han og tilføjer:

”Så får vi en større og bredere adgang til det øvrige Danmark og til Europa”.

Stigende antal lejemål

Peter Petersen oplyser, at Nupark over de senere år har haft en stigning i antal lejere. Om det skyldes udsigten til bedre vejforhold, kan han ikke sige. Men der har været en større fokus på Nupark, hvilket også skyldes, at Nupark har haft besøg af mange gæster, der har set husets store udstilling om byggeriet af motorvejen. I den forbindelse har Holstebro Kommune også formået at få mange skolebørn til at se udstillingen og fortsætte i bus ud for at se et stykke motorvejsarbejde.

 

Nødvendigt med et servicecenter

Nupark-direktøren er ikke involveret i etablering af et servicecenter for trafikanterne op til motorvejskrydset/Struer Landevejkrydset, men han siger, at det er nødvendigt, at der etableres et center, hvor lastbilerne kan blive serviceret og langtidsparkere.

Et sådant tiltag vil gøre området mere attraktivt, og vil nok også få flere virksomheder til at etablere sig i området.

Om egne forhold siger Peter Petersen:

”P. t. har vi ikke planer om at udvide. Vi har den størrelse, vi skal have med plads til flere lejere”.

 


Peter Petersen siger, at et servicecenter placeret ved Struer Landevej vil gøre området mere attraktivt. Foto: Thorkil Fleng
 

 
Nordre Ringvej bliver her afløst af Holstebromotorvejen, der fortsætter som firesporet vej frem til krydset ved Struer Landevej, ses her i baggrunden af billedet. Foto: F. Rosenberg

 


Krydset Struer Landevej / Nordre Ringvej. Foto: Barslund a/s.

Området hvor evt. trafikcenter skal placeres, er markeret med rødt.

Kopiering uden kildeangivelse ikke tilladt.          Copyright: Holstebro Lokalhistoriske Klub. - cvr. 35690638 -     Webmaster: t@fleng.net