Forside  Motorvejskort  Motorvejen
Entreprenør kort
Artikler
Oversigtskort
Ekspropriationer
Fauna Flora Arkæologi Kontakt

 
Tovstruphus
Viborgvej
 

 

Staten snart fritidslandmand

Ekspropriationskommissionen tog den 3. juni hul på de eksproprieringer af fast ejendom, der bliver nødvendige for at give plads til Holstebromotorvejen ved Viborgvej en kilometer øst for Mejrup Kirkeby.
Af Frede Rosenberg

Familien på Viborgvej 143, Mejrup, Holstebro - Lene Stephansen Danielsen og Dennis Sønderby Danielsen - vidste i lang tid, at Holstebromotorvejen en dag ville komme meget tæt på deres 3,2 hektar hobbylandbrug, som de købte i 1999. Ventetiden, til afgørelsen faldt, har været træls.

-Ville vi få motorvejen tæt på vores hus, så det næsten ikke ville være til at bo der for støj og bilos for slet ikke at tale om, hvilken udsigt vi ville få mod syd. Kunne vi så få solgt og til hvilken pris-, spørger de.

-Nu er afgørelsen truffet, og den er vi tilfreds med, for motorvejen tager alle vores bygninger og jorden, så vi har krav på fuld erstatning. Og den tildelte erstatningssum er vi ligeledes godt tilfreds med -, fortsætter de.

Staten (Vejdirektoratet) overtager deres ejendom pr. 1. august i år, og Dennis har lejet det hele yderligere et år.


Motorvejen vil ramme staldene, men stuehuset vil også blive berørt af en høj jordvold, der er nødvendig i forbindelse med, at motorvejen skal føres over Viborgvej. Foto: Frede Rosenberg

Nu skal koi-karperne fanges

Familien Danielsen, der også omfatter to drenge på 13 og 15 år, har i høj grad sat deres præg på ejendommen. Hele stuehuset er blevet renoveret, der er bygget en garage, en staklade og to små stalde til de kreaturer og heste, som de har haft gående på deres lille stykke jord.

En lille dam eller en meget stor pøl har de også fået anlagt smukt omme bagved. Der går der en hel del koi-karper, som de håber, der findes aftagere til.

Til ejendommens historie kan de ikke bidrage med meget. Men et maleri, som de overtog fra sælgeren, viser, at der har ligget en trelænget gård på stedet.

Flinke kommissionsfolk

Både Lene og Dennis vil gerne være med til at mane langt ned i jorden, at disse ekspropriationsfolk er nogle djævle, der bare river huse ud af folks besiddelse, som de har fået fortalt. De mødte en særdeles positiv kommission. Medlemmerne var meget flinke og imødekomne, og gjorde bare deres embedspligt. At de så satte punktum for familiens hyggelige bopæl på landet tæt ved Mejrup, må de tage som en nødvendighed, der endte godt for familiens fremtidige planer, må Lene og Dennis konstatere.
 




 


Familien Danielsen har forstået at udnytte deres lille grundstykke – som her med et par små stalde, en mødding og et led for at holde kreaturerne på plads.


Dennis nyder i fred stemningen ved dammen med karperne.


Et gammelt maleri fortæller, at ejendommen hedder Thoustruphøj, og at der har været tale om en trelænget gård.

Kopiering uden kildeangivelse ikke tilladt.          Copyright: Holstebro Lokalhistoriske Klub. - cvr. 35690638 -     Webmaster: t@fleng.net